Fem filmmesterværker
Film har ikke så lang tid på bagen som litteratur og musik. Brødrene Lumière’s ”La Sortie des ouvriers de l’usine Lumière” en sort-hvid dokumentar fra 1895 regnes for at være den første rigtige film.
Vi har udvalgt fem film fra de sidste 100 år, som vi anser for at være særligt seværdige. Det er alle film af høj kunstnerisk kvalitet, skabt af filminstruktører der har haft en stor betydning for udviklingen af filmen som kunstform. Og så er de samtidig en fornøjelse at se som filmelsker.
JEANNE D’ARCS LIDELSE OG DØD
Alt menneskeligt udtrykkes i ansigtet, idet ansigtet er sjælens spejl.
Danske Carl Th. Dreyer er en af filmhistoriens første rigtige instruktører. Hans værker ”Vredens dag”, ”Ordet” og ”Jeanne d’Arcs lidelse og død” har sikret ham status som en af de første mesterinstruktører. Hans indflydelse på eftertidens store instruktører kan ikke overvurderes, fra instruktørerne i den franske nybølge til Ingmar Bergman og Lars von Trier.
”Jeanne d’Arcs lidelse og død” fra 1928 er et intenst psykologisk portræt af en religiøs helgeninde. Han skildrer processen mod hende ført af et stort tribunal af munke og retslærde mænd. I angst for kætterbålet indrømmer hun at hendes visioner var falske, men hun fortryder og fastholder igen at hun er Herrens udvalgte. Jeanne d’Arc bliver brændt levende, hvilket blot overbeviser folket om at hun var en helgen, og oprøret bryder løs.
Se filmen og nyd Dreyers stramme billedkompositioner, filmens langsomme tempo og ubarmhjertigt skarpe nærbilleder.
LIVET SKAL LEVES
It’s not where you take things from – it’s where you take them to.
Jean-Luc Godard anses for at være den mest dristige af de rebelske instruktører i den franske nybølge. Hans position var klart politisk, og hans film reflekterer både eksistentiel og marxistisk filosofi. Hans værker blev stilskabende og har inspireret mange af vor tids store filminstruktører som f.eks. Martin Scorsese og Quentin Tarantino.
”Livet skal leves” fra 1962 er en skånselsløs skildring af den unge Nana, der forlader sin mand for at søge en karriere som skuespillerinde i Paris. Vi følger hendes langsomme deroute, mens hun filosoferer over eksistens, sprog og kærlighed. Den er filmet ”on location” og låner stilmæssigt fra cinéma vérité, hvilket tilfører filmen en form for realisme, som instruktøren derefter dekonstruerer. Musikken kommer og går på abrupt vis, dialogen indfinder sig til tider kun i tekstningen og klipningen følger i højere grad lyden end billedet. Alt sammen elementer der gør at filmen, selv den dag i dag, fremstår eksperimenterende i sit formsprog.
Et hovedværk i den franske nybølge, på én gang et sociologisk dokument, en poetisk refleksion og et metafilmisk mesterværk.
DOWN BY LAW
I'd rather make a movie about a guy walking his dog than about the emperor of China.
Neo-noir-mesteren Jim Jarmusch står bag en række anmelderroste film skabt uden om Hollywoods store dyre produktionsapparat. Han er manden der vandt Caméra d’Or på Cannes med en lavbudgetfilm, og hans betydning for den uafhængige filmscene kan ikke overvurderes. Hans tidlige værker fra 80’erne er gennemsyret af cinematisk americana. Musik spiller ofte en særlig rolle i hans film og i flere af hans film optræder kendte musikere på rollelisten.
I ”Down by Law” fra 1986 møder vi en afdanket dj (Tom Waits), en rastløs alfons (John Lurie) og en forvirret storsnakkende italiener (Roberto Benigni) der er havnet i samme fængselscelle i New Orleans.
Det lykkes dem at flygte og vi følger deres flugt gennem sydens endeløse vådlandskaber.
Filmen er en komedie og ret underholdende selvom dens handling er uden noget egentligt plot.
Filmisk smuk med sine lange ubrudte skud i kontrastfuld sort-hvid og sin minimalistiske kameraføring.
Et atmosfærisk cinematisk digt krydret med John Luries jazztoner og et par numre af Tom Waits.
PULP FICTION
When people ask me if I went to film school, I tell them, “No, I went to films”.
Quentin Tarantino er uden tvivl en af sin generations mest indflydelsesrige filminstruktører. Nørden der kom ind og blev cool. Protypen på en ny generation af filmnørdinstruktører, der aldrig gik på filmskole, men kender filmhistorien forfra og bagfra. Han boltrer sig i grænselandet mellem b-film og art cinema, mellem finkultur og videoforretning, elsket af både kritikere og publikum. Hans film er kendt for deres stiliserede vold, knivskarpe dialog og referencer til popkultur.
”Pulp Fiction” fra 1994 blev hans store kommercielle gennembrud og var samtidig filmen der gav ham den store internationale anerkendelse. Filmen vandt guldpalmerne ved Cannes og tog en Oscar for bedste manuskript. Historien er umulig at genfortælle, da den blander forskellige handlingsforløb og samtidig springer frem og tilbage i tid. Den fuld af genreklicheer, sort humor, uforglemmelige dialoger om fodmassage og fransk fastfood, krydret med rå og pludselig vold. Og så har den et kultsoundtrack.
Den regnes for at være Tarantinos mesterværk og en milepæl inden for postmoderne film med sin selvrefleksivitet, ukonventionelle fortællestruktur og pastiche.
Et ekvilibristisk, eklektisk og ekstremt underholdende festfyrværkeri af en film.
MULHOLLAND DRIVE
In a sense all film is entering into someone else’s dreams.
At se en David Lynch film er oftest en foruroligende oplevelse og samtidig ren filmisk magi.
Det er ikke uden grund han regnes som en af historiens største filmskabere. Hans stil er let genkendelig ”lynch’sk”; kryptisk, mareridtsagtig og kompromisløs. Han holder aldrig seeren i hånden, og den uforløste gåde er et af hans varemærker. Der er ingen der mestrer mysteriet som David Lynch, hans film kan ikke oversættes til ord, og han efterlader altid sit publikum med flere spørgsmål end svar.
”Mulholland Drive” fra 2001 er et surrealistisk, neo-noir mysterium. Filmen følger den håbefulde skuespillerinde, Betty, der lige er ankommet til Hollywood. Her møder hun Rita, en kvinde der lider af hukommelsestab efter en bilulykke. Det er mere eller mindre umuligt at genfortælle handlingen eller for den skyld forklare hvad filmen handler om. Fuld af bizarre hændelser, sære karakterer og en vidunderlig buket af små underhistorier. Filmen veksler elegant mellem at være en mystisk thriller og et soapagtigt kærlighedsdrama, mens den langsomt trækker sin tilskuer ind i genkendelsen af intet at fatte.
Mulholland Drive er perverteret, mørk, grotesk, uforståelig og smuk. Ladet med betydning og samtidig umulig at finde hoved og hale i. Det er vanvittig og mirakuløs filmkunst fra øverste skuffe.