Illustration af John Bauer

Trolderomaner

28.07.22
Skandinavisk magisk realisme og thrillere med overnaturlige elementer

Tænk hvis der gemt dybt i svenske og finske skove findes tusind år gamle troldevæsener? Hvad ville der ske hvis trolde pludselig søgte ind mod byerne pga klimaforandringer?

Historier om trolde bliver normalt forbundet med eventyr og historier for børn. Men sådan har det ikke altid været og sådan er det heller ikke længere. I nyere tid er der udkommet op til flere trolderomaner for voksne.

Trolderomanerne er karakteriseret ved at de ofte udspiller sig langt mod nord i skandinavien, i de store dybe, vilde skove. Det er ikke fantasy. De foregår i vores verden i nutiden, bare med det tvist at der virkelig findes trolde (eller andre overnaturlige væsner).

Det kan både være magisk realisme, f.eks. socialrealisme eller hyperrealisme kombineret med et fantastisk element eller begivenhed, hvor der magiske er en integreret del af realismen, eller det kan være spændingslitteratur (thriller, krimi, gyser) med et overnaturligt tvist.

To virkelig gode romaner er ”Ikke før solnedgang” af finske Johanna Sinisalo (udkom i 2000 men blev først oversat til dansk 20 år senere) og ”Stallo” af svenske Stefan Spjut (efterfølgeren ”Stalpi” er desværre ikke oversat)

Hvad hvis du fandt en troldeunge og tog den med hjem?

I "Ikke før soldgang" møder vi den unge finske fotograf Mikael der lever et ret almindeligt liv i den finske by Tampere, indtil en nat han på vej hjem en bytur redder et væsen en flok unge mænd har overfaldet i hans baggård. Han tager væsnet med op i sin designerlejlighed og fra da af ændres hans liv radikalt. Væsenet viser sig at være en troldeunge, tilskadekommen og sulten men tilsyneladende uden appetit. Mikaels liv drejer sig fra da af om at bringe troldeungen, som han kalder Pessi, tilbage til livet og samtidig holde den skjult fra omverdenen.

Historien fortælles med forskellige stemmer. Reklamemanden Martes, den filipinske underbo Palomita, Mikaels ekskæreste der er dyrlæge og Ecke der er forelsket i Mikael.
Mellem de korte kapitler er der uddrag af gamle sagn, folkloristisk litteratur, leksikale opslag, avisudklip og videnskabelige artikler.

”Ikke før solnedgang” er et moderne troldeeventyr om mødet mellem natur og kultur, om mørke drifter og kærlighedslængsel, om magt og afmagt, menneskets skruppelløshed og begær. Melankolsk, overraskende, erotisk, overraskende, forunderlig, vild, sælsom og smuk.

Hvad hvis en hemmelig sekt havde holdt trolde i skjul?

I "Stallo" følger vi den unge forhutlede tilkaldevikar og hjemmehjælper Susso Myrén. I hendes fritid driver hun en hjemmeside om kryptozoologi (læren om mytologiske og uddøde dyr og væsner hvis eksistens ikke kan bevises). Hun bliver kontaktet af en ældre dame, der har set en underlig behåret mandsling med lysende katteøjne stirre ind gennem vinduet i hendes hus i skoven nær Jokkmokk. Kort tid efter forsvinder damens femårige barnebarn. Susso involveres i sagen og starter sin egen efterforskning sammen med sin mor og barndomskæresten Torbjörn.

Parallelt med historien om Susso følger vi manden Seved der lever i fangenskab som en del af en sekterisk familie der deler hus med forskellige overnaturlige væsner på en ejendom et sted i de svenske skove. Susso og Seveds historier vikles ind i hinanden og udfolder sig som en indviklet kriminalgåde, der eskalerer i en dramatisk biljagt ned gennem Sverige. Undervejs inkorporeres også to kendte, historiske, svenske personligheder: den elskede børneradiovært Sven Jerring (1895-1979) og den legendariske troldetegner John Bauer (1882-1918), som begge optræder i væsentlige roller for opklaringen af krimiplottet.

”Stallo” er både overnaturlig krimiintrige, eventyrgyser og hyperrealisme. Et skørt roadtrip fuld af cliffhangers, snescooetere, jagtgeværer, parforholdsproblemer, telepaterende egern og trolde i joggingtøj.

Trolde og andre nordiske væsner på film

Strømninger i litteraturen spreder sig ofte til filmmediet. Det gælder også troldehistorier for voksne.

Hvad hvis du var vokset op som menneske, men finder ud af at du er en trold?

Tina arbejder som tolder i en svensk færgeterminal. Hun har en særlig evne til at lugte folks frygt og skam hvilket gør hende særdeles dygtig til at stoppe folk på vej over grænsen med noget ulovligt i bagagen. Tina er tydeligvis anderledes. Hun ser anderledes ud. Hun frastødes af det andre finder appetitvækkende og tiltrækkes af det andre finder ulækkert. Som barn fik hun forklaret at det troldede udseende og anderledeshed skyldes en kromosomfejl.

Hun lever et stille liv som outsider i et lille hus i skoven og besøger sig halvdemente far på plejehjemmet. Det hele bliver vendt på hovedet da hun møder Vore. Han kommer slentrende med de samme særprægede ansigtstræk og bastante kropsbygning som Tina, men med en helt anderledes selvsikker attitude. 

"Grænse" fra 2018 er en vanvittigt god og genrespængende film, og stort set umulig at beskrive. Den handler om at afvige fra normen, om rigtigt og forkert, dyr og mennesker, politisk vækkelse, selvrealisering, racisme, frygt, migration, flydende kønsroller. Den er på én gang både en kærlighedshistorie, kriminalintrige og samfundskritik. Men først og fremmest er den sit eget dystre eventyr. Dybt, rørende og troldet, en historie om at skulle vælge sin egen bedste måde at være til stede i den grumme, smukke verden på.

Filmen er baseret på en novelle af Johan Ajvide Lindqvist (Forfatter til blandt andet "Lad den rette komme ind")

Hvad hvis menneskenes grove udnyttelse af naturen vækkede ældgamle kræfters vrede?

"Jordskott" fra 2015 er en svensk TVserie om politikvinden der Eva vender tilbage til sin barndomsby, Silverhöjd, for at arve sin nyligt afdøde far. Hendes far var byens store iværksætter og ejede en stor virksomhed der med minedrift og skovhugst udnyttede egnens store naturresurser. Eva har ikke været i byen siden hun syv år tidligere mistede sin datter under mystiske omstændigheder i samme by.

Endnu et barn forsvinder i Silverhöjd og Eva bliver inviteret til at assistere det lokale politi og rigspolitiet i sagen. Hun håber selvfølgelig at arbejdet vil bringe hende frem til sandheden om hendes forsvundne datter.

Pludselig dukker datteren op i skoven – syg, umælende, men med det smykke hun havde på den dag hun forsvandt. Det viser sig dog at pigens DNA ikke matcher datterens og at pigens krop er overtaget af en mærkelig planteagtig parasit. Eva begynder at grave i hvad faren egentlig døde af. I hendes barndomshjem finder hun sære videooptagelser og skriblede tegn i farens gemmer. Er der en forbindelse mellem de lokale børns forsvinden, hendes nu afdøde far og den mærkelige parasitsygdom? Og hvad er det der gemmer sig ude i skoven, under jorden og i søen?

Jordskott er en gyserkrimi med overnaturlige elementer. Der er tydeligt hentet inspiration fra serier som Twin Peaks og X-files, men samtidig er der noget særskilt nordisk over den. Den inddrager den svenske urskov på en stemningsfuld måde, der veksler mellem det smukke og det truende.

Der er to sæsoner i serien.

Lån "Ikke før solnedgang", "Stallo", "Grænse", "Jordskott" og andre romaner og film hvis handling udspiller sig i tusmørket mellem det overnaturlige og det virkelige:

Tags
Materialer