Illustration af John Bauer
Illustration af John Bauer

Julens VÆSNER

28.11.22
Julen er årets mørkeste tid. Det er en tid tillagt en særlig magi, en tid velegnet til varseltagning, og så er julen fuld af væsner.

Nogle af julens væsner er flyttet ind på biblioteket, hvor du kan møde dem når du kommer forbi for at låne dine julebøger.

Du kender nissen, der også bliver kaldt Nis Puk, gårdboen, kobold, tomte eller gardvord. Ham vil du gerne holde dig gode venner med, så du skal huske at belønne ham for hans arbejde.

Klabautermanden, også kaldet skibsnisse, skeppsrå skibsvætte eller käringtomta bor i det tømmer skibet bygges af og flytter på den måde ind på skibet. Det er klogt at kende hans varsler, hvis du vil sikkert i havn.

Asgårdsreien, også kendt som Asgårdsridtet, Den Vilde Jagt, Oskorei (rædselsridtet) eller Jolarei (juleridtet), består af en skare gengangere til hest, der jager gennem natten som en hylende storm.

Julebukken er et overnaturligt væsen i bukkeskikkelse der kommer på besøg ved juletid, han er drilsk og skræmmende, men skal også beværtes.

Engang var der tradition for at mennesker optrådte i skikkelse af julens overnaturlige væsner, der findes fortællinger om karle der hoppede omkring udklædt med horn, pels og bjælder for at skræmme og drille. Grupper af unge løb rundt med rumlepotter og lavede ballade ved at smide potteskår og askeposer på dørene. Efter at være flygtet skulle de gerne indfanges og beværtes. De menneskelige julevæsner tog skrækken ud af julenætternes frygtindgydende væsner, ved at give dem en ufarlig skikkelse, som man kunne invitere ind på en dram.

Vi har en masse spændende bøger om jul i gamle dage, julens historie, gamle juletraditioner og julens væsner.

Tags
Materialer