Genfærd i skønlitteraturen

29.09.22
Et lille udpluk af gode gamle spøgelseshistorier og, som sømmet i ligkisten, en håndfuld af de helt nye.

Der findes uendeligt mange genfærd som spøger i litteraturen. Helt tilbage til Bibelen frem til de gamle sagaer kan man læse om genfærd, spøgelser og gengangere, der hjemsøger de levende fra graven eller vækkes fra de døde. Samtidig med videnskabens buldrede fremskridt, der trak oplysning, rationalisme og fornuft med sig op gennem 1700 og 1800-tallet, voksede det overnaturlige, okkulte og mystiske i skønlitteraturen. Når man læser de gotiske romaner, optræder der ofte genfærd eller andre ting, som stadig kan få hårene til at rejse sig.

Nogle gange befinder spøgelserne sig i periferien af fortællingen og optræder med den funktion at gøre hovedpersonen opmærksom på noget. Andre gange befinder de sig mere centralt og fortæller historien selv. Én ting er sikkert, når der er et spøgelse på færde, er der noget der ikke er som det burde være.

Den dydige men døde nonne

Charlotte Brontë opdigtede i 1853 den lille franske by Villette, hvor hun lod handlingen i romanen af samme navn udspille sig. I romanen følger man den unge Lucy Snowe, der rejser fra England til Frankrig og ender som engelsklærerinde på en kostskole for piger, hvor hun forelsker sig hovedkulds og ulykkeligt i den unge læge Graham Bretton. Og voilá: så er scenen sat til en gyser af en kamp mellem fornuft og følelse, hvor et spøgelse tilmed går igen i kostskolens have og hjemsøger Lucy. Spøgelset er sandsynligvis professor M. Paul Emanuels afdøde forlovede der siges at være begravet levende på skolens jord, som straf for at være så vovet at forlove sig og derved bryde sit nonneløfte om kyskhed. Hun fremstilles som Lucy Snowes modsætning, hun er nemlig en perfekt, dydig men også meget død kvinde. Vores heltinde Lucy er til gengæld fuldt ud i live og fejlbarlig, hvilket var typisk for Brontës heltinder. I en berømt scene sidst i romanen, finder Lucy nonnens spøgelse i sin seng, men det viser sig at være en forklædning brugt af eleven Ginevras hemmelige kæreste Alfred, og anbragt i Lucys seng for sjov.

De døde elskende

Skruen strammes af Henry James fra 1898 er en vidunderlig gyser om en ung og følsom guvernante, der skal tage sig af to yndige forældreløse børn på et stort gods ejet af deres flotte overklasselæge af en onkel. Selvfølgelig døde den nye guvernantes forgænger under mystiske omstændigheder efter at være rejst, og samtidig forsvandt og døde også en tjener fra godset. Men ingen vil tale om det, og uhyggen vokser stødt samtidig med at guvernanten har en stærk følelse af at blive iagttaget af to onde spøgelser. Det er fantastiske omgivelser til en spøgelseshistorie, et stort mørkt og øde gods, hvor vinden rusker og uforklarlige lyde optræder. Men det afgørende i denne historie er i høj grad alt det usagte, det som ingen vil tale om. Et træk som Stephen King hyldede ved romanen, da han kaldte Skruen Strammes for en af de bedste horrorromaner nogensinde.

Fra værelse til værelse, vandrede de

Virginia Woolfs novelle Det hjemsøgte hus fra 1921 der i dag kan læses I samlingen Sammen og hver for sig, er en tekst på blot 2 sider, og er i sin enkelhed en beskrivelse af et hus, hvor fortælleren bor sammen med sin partner og to spøgelser, som fortælleren kan høre hviske sammen. Spøgelserne leder efter noget, og forsøger ikke at vække parret som bor i huset. Eller sådan synes det. Woolf frembringer fornemmelser og følelser af have set eller hørt noget, og husets spøgelsespar bevæger sig på denne grænse, lige i periferien af synsfeltet og det man er i stand til at høre og fornemme. Huset har en puls, der banker, og rytmen afspejles i sprogets rytme. Når man læser Det hjemsøgte hus kan man genkalde sig den følelse, man kan have, når man er alene hjemme og man synes at enhver lille lyd fra et gulvbræt eller noget der måske kunne være en puslen eller raslen, lyder som spøgelser.

De nye spøgelser:

Jeg vil hade, det skal holde mig oprejst

Olga Ravn skrev i 2015 romanen Celestine, der indledes med historien om en purung pige, der døde indemuret på et slot i Jylland for flere hundrede år siden. Hun var blevet forelsket i den forkerte, og betalte med sit liv. Nu er der bare et skelet og en lille kyse tilbage af Celestine, og slottet er en kostskole. Da romanens hovedperson ankommer til kostskolen som lærer, ser hun Celestines jordiske rester og bjergtages med det samme. Hun får en ubøjelig trang til at krybe ind i spøgelset, og lære af det. Hun vil lære hvordan man insisterer og bliver stående på samme sted. Og det gør hun. Hun klæder sig i en hvid kjole fra teatergarderoben og hjemsøger skolens gange om natten. Gennem spøgelset får hun afløb for sin vrede, og hun får lov til at hade. Det holder hende oprejst, og underholdt.

Undskyld, taler vi stadig om min død?

I Panser fra 2016 skrevet af Lea Marie Løppenthin får læseren serveret et gruopvækkende græsk drama i en nutidig ramme om Andy og hans venner i San Francisco, der alle bliver en del af den moderne tragedie Panser udformet som et smukt dramatisk digt i tre akter, dernæst følger en ultrakort dannelsesroman; Andys Barndom og til slut brevet Kære Andy.

Andy er Andy, han er kæreste med Sophie, og han er både smuk, taktfuld og veluddannet, men beklageligvis fornærmer han Ingeborgs intelligens i slutningen af 2. akt i en sådan grad at hun bliver nødt til at slå ham ihjel med en stor sten fra sin taske. Andy har derved både fornærmet og ydmyget Ingeborg og oven i det hele gjort hende til morder. Heldigvis er Andy ikke forsvundet, men transformeret til spøgelse, et kærligt amerikansk spøgelse, der surfer i vindene jeg er lige død/ men jeg vil det hele på én gang! siger han, og han deltager i sin egen begravelse og en campingtur som det mest naturlige i verden, hvor et kor også indtræder på scenen for at blande sig i begivenhedernes gang som i en ægte græsk tragedie.

Eurydike bliver i dødsriget

I myten om Orfeus og Eurydike er det en præmis at Eurydike gerne vil med tilbage fra dødsriget, da Orfeus får lov til at hente hende. Den præmis flår Elfriede Jelinek fra hinanden med den dramatiske monolog Skygger (Eurydike siger) fra 2012. I monologen lader Jelinek en død kvinde tale, og nok den mest døde af alle døde kvinder; Eurydike. Ikke mere lys til mig, tak! Eurydike føler sig nemlig friere som en skygge i dødsriget end som levende kvinde. Teksten er oprindeligt skrevet til Operahuset i Essen og opført med stor succes. I myten sidder Orfeus hustru tavst ventende på en tågeombrust ø, men i denne iscenesættelse sidder hun på et grelt oplyst bjerg af tøj, og den slange hun mærker smyge sig op ad benet er ikke længere en slange men noget andet. Måske var det kropsvæske? menstruationsblod? Sæd? Eller blæk? Og Eurydike er fri, fri for at længes og fri for at frygte. Og ikke mindst, fri for at være en Eurydike, et objekt der bliver genoplivet med sang, blot for igen at blive dræbt af Orfeus blik, så hun styrter ned, lige før de når ud af dødsriget sammen.

Virkeligheden slår sprækker

I 2020 fik Teddy Vork prisen for årets danske horrorudgivelse for romanen Mulm. Her kryber mørket ind i sprækkerne, spreder sig langsomt og samler sig om dig. Det er en hårrejsende gyser, om Jacob der pludselig står alene med sin 5 årige søn Johannes mens hans kone er indlagt på psykiatrisk afdeling. Men der er noget i deres hus, noget der kan fornemmes, når mørket falder på og skyggerne antager sære former. Noget der er begyndt at hviske til Johannes, noget der er begyndt at flytte rundt på tingene. Den lille Johannes begynder at samle og gemme rådne madrester og bygge dysser på sit værelse af sten han finder. Virkeligheden slår sprækker, og uhyggen kravler ind i hverdagen og de genkendelige ting med en fremmedgørende effekt. Er det mon det samme, der har gjort Jacobs kone syg? Og er der overhovedet noget overnaturligt til stede? Eller er det hele noget Jacob bilder sig ind? .. og kan han overhovedet redde sin familie?

Hvileløs

Gertrud Wittenberg er selvudnævnt paranormal efterforsker, hun er også eksiltysker og bor i en toværelses i Næstved sammen med hamsteren Nina Hagen. Romanen Hvileløs – Wittenbergjournalerne fra 2022 er Gertruds personlige notesbog med elastik omkring, skitser og optegnelser, fuld af paranormale beskrivelser og spøgelsesjagt. Ditte Maja Noach har skrevet og John Kenn Mortensen har tegnet. Det er en lille sort perle af en gyserhistorie, om Gertruds efterforskning, der skaber flere spørgsmål end svar, når hun roder rundt i gamle mordgåder, mysterier og sine egne dæmoner der langsomt kryber frem. Til sidst kan man ikke længere gennemskue, hvad der er virkelighed, og hvad der foregår i Gertruds eget hoved.

Flere væsner

Hvis du har fået blod på tanden, og samlet mod til at gå tusmørket i møde arm i arm med en god spøgelseshistorie, finder du et udpluk herunder. Når du kommer forbi biblioteket for at låne bøgerne med hjem, kan du finde inspiration til flere hårrejsende historier om sære væsner, du ikke vidste fandtes.. Men det gør de.. Måske..

 

Tags
Materialer