Genial højtlæsning

De kommer med en undren, og det geniale er at den undren får lov at blive stående. Tove Jansson overforklarer ikke tingene eller kommer med moraler skåret ud i pap. Hun lader barnet eller den voksne tænke videre selv og undre sig.

Historierne gennemsyres af et helt særligt livs- og menneskesyn og formidler nogle meget smukke værdier omkring mangfoldighed, rummelighed, respekt og tolerance. Beboerne i Mumidalen er meget forskellige; den ængstelige Filifjonk, den frygtindgydende Murren, den frække My, den drengede Too-ticki, den feminine homse Toft – men der er plads til dem alle og deres individuelle særheder i den gæstfrie Mumidal.

Mumiuniversets konflikter handler ofte om identitet, forholdet mellem forældre og børn, mødet med det fremmede og ukendte. Tove Jansson giver plads til det der er svært i eksistensen. For selvom der er masser af kærlighed og tryghed i mumifamilien og venskaberne står stærkt, så er der også et mørke der ikke gemmes væk, men meget nænsomt skrives ind i fortællingerne.

Tove Jansson tog børnene alvorligt og var overbevist om at børn skal præsenteres for verdens foranderlighed og uforudsigelighed. De møder den jo, og de undres over den. Med mumifortællingerne bliver mørket og det der gemmer sig bag det vante noget man gerne må tale om, og gør det på den måde mindre farligt. Mumidalen er et godt sted at blive bange og føle sig tryg på samme tid.

Mumifortællingerne er universelle. Selvom de efterhånden har en del år på bagen, fremstår de dugfriske og altid relevante, for i bund og grund handler de om at være menneske. De er kloge, underfundige og fortalt med humor i både tekst og streg.