Brynjulf Jung Tjønn

12.04.24
Litteraturformidler Katrine introducerer månedens digter

I april læser vi Brynjulf Jung Tjønns digtsamling ”Hvid, norsk mand”. En titel der samtidig er svaret på spørgsmålet, “hvad vil du være, når du bliver stor”.

Tjønn peger med sine kloge digte på, hvordan det føles at blive racegjort, at være et genbrugsbarn ingen andre ville have, hele tiden at få at vide at han er anderledes, at være opvokset på en gård på vestlandet, men også igen og igen blive tiltalt på engelsk, eller blive spurgt “hvor kommer du egentlig fra”.

Gennem værket tages læseren med fra de første erindringer, til drømme om at vågne op og være hvid og have blå øjne, til han selv bliver far og for første gang ser én der ligner ham selv, men også hvordan han beder sin kone om at gå til forældremøde og datterens violinkoncert.. fordi han bare gerne vil gøre et godt indtryk..

Tjønns digte er både enkle, poetiske og smertefulde i et let flydende sprog der levende beskriver situationer med et lille barn alene på en togstation som kender de koreanske ord for mor og far, til han bliver rakt fra arm til arm henover sæderne i et fly og lander hos sin norske mor med fregner og far med fuldskæg.. og hans første møde med skiløb, børn der gør øjnene smalle med pegefingrene når de ser ham.. og længslen efter bare at være nogens søn.

Du finder Brynjulf Jung Tjønns lyrik på væggen ved digte på Frederiksværk Bibliotek, hvor du også kan snuppe et bogmærke og låne ”Hvid, norsk mand” med hjem.

Materialer