Torsdagspladen skramler dragende smukt

Nogle gange er der noget næsten magisk over det slidte, det rustikke og det grimme. Problemet er måske, at vi alt for sjældent tør bringe os i en situation, hvor det grimme er det bærende. Vi vælger ofte det pæne tøj, river rosenbedet pænt eller maler væggen, når malingen begynder at skalle af.

Er det ikke i fugerne i ansigtet, at man kan aflæse et menneskes karakter?
Man kan synge med en stor stemme forstået som en kæmpe stemmepragt. Man kan håndtere instrumenter på de mest virtuose måder. Man kan producere et lydbillede så man fornemmer, at man opholder sig i en flot og kæmpestor koncert sal.

Men.... Tom Waits rustne stemme, der knirker og i øvrigt ikke syner helt rent - er fantastisk. Han synger med hjertet eller er det sjælen, han synger med? Tom Waits stemme er blot et redskab til at kommunikere med sjælden.

Musik med miljø og en advarsel fra sundhedsmyndighederne?
Man hensættes til et røgfyldt klublokale, hvor lyset er dæmpet og der står stearinlys i gamle vinflasker (hvor stearinen løber ned af flasken). Der serveres gode (store) whiskysjusser. På mange måder lægger musikken op til meget af det, som de moderne sundhedsmyndigheder ikke tillader/råder os til.

Musikken er intim og nærværende. Der er historier i teksterne, hvor det er de små skæbners små historier, der giver os, lyttere, lejlighed til at reflektere over vores eget liv. Vi er jo alle små skabninger i den store verden.

Musikken er præget af lige dele amerikansk traditionel folk-musik og stille blues. De blå toner er nerven. Det smerter lidt - hele tiden. Langt de fleste sange er små produktioner, med få instrumenter der dominerer de enkle og nogle gange næsten monotone lydbilleder. Musikken er perfekt for at komme i en traceagtig tilstand, hvor fortællingen, som er så væsentlig i folk-musikken, kommer til at stå tydeligt.

I flere af LP´en skæringer er instrumenteringen så enkel (der spilles på gulvbas med to-beat, rytmen holdes af noget der lyder som grydeskeer der klaskes på bunden af en gammel gryde og så selvfølgelig en skrammelguitar). Blot skal man ikke lade sig narre. Der er i enkelheden, at det magiske sker, at roen står frem, så vi som lytter slapper af og giver os hen.

Musikalsk method acting
Tom Waits er en musikalsk skuespiller, der lever sig helt ind i sit eget univers - som en anden method acting skuespiller.

Apropos skuespiller: Tom Waits har medvirket i en lang række spille- og kortfilm og meget ofte i roller, der simpelt hen sætter billede på hans musik. I den prisbelønnede film, Down By Law spiller Tom Waits en af tre undslupne fanger, kaldet Zack. Zack kæmper for frihed. Tom Waits krænger sin sjæl ud på vegne af den lille mand.

Der er bud efter det unikke
Mule Variations er en plade, der får tiden til at gå i stå og tvinger os til at leve lige nu og bare lytte. På trods af alt det skæve, alle de mærkelige historier og mærkelige lyde - eller måske netop derfor, er LP´en en af Tom Waits store og unikke plader, der har fået mange tilhængere rundt i hele verden. Pladen blev solgt i et stort oplag (for denne slags musik) og blev belønnet med en Grammy i kategorien “Best Contemporary Folk Album”. Jo, der er bud efter det unikke, det anderledes, det ærlige, det underspillet, det stærkt personlige - i en tid hvor alt eller skal være så glat.

Oprindeligt skrevet af Faaborg Midtfyn Bibliotekerne.

Husk at vi har et musikalsk foredrag med Espen Strunk om Tom Waits - i vores VÆRK uge - torsdag den 21. september kl. 19.00. Billetten koster 35 kr.

Foto af Tom Waits: Anton Corbijn Sony Music