Annette Mahoney udstiller

02.05.19
I maj måned på Frederiksværk Bibliotek.

Annette Mahoney fortæller

"I virkeligheden startede det hele, da jeg som barn tilfældigt stødte på et værk af Andy Warhol. Det var et portræt af en dåse suppe, og billedet ramte mig som en hammer midt mellem øjnene. I mit barndomshjem gik vi ikke op i kunst, og på væggene hang min mors broderede klokkestrenge side om side med Hjort ved Skovsø og et rensdyrskind vi engang havde haft med hjem fra en ferie i Norge. Men den der suppe prikkede til et eller andet i mig. Noget vildt og udefinerbart. Og det er stadig drivkraften. 

Jeg finder inspiration i det liv der udfolder sig omkring mig. Pop Art og Bauhaus-bevægelsen har mit hjerte, men der er sjældent en klar plan eller et fastlagt motiv, når jeg maler. Det kan være en drilsk tanke, et pludseligt indfald eller noget helt tredje. I sidste ende er det farverne og den historie der udfolder sig for enden af min pensel, som ender på lærredet.

Jeg tror på, at kunst skal gøre noget ved beskueren. Nogle værker begejstrer, andre forarger, trøster eller inspirerer. På samme måde som litteratur aldrig må være ligegyldig, så har billedkunsten også en forpligtelse til at prikke beskueren insisterende på skulderen."

kh Annette Mahoney

Tags