Nikolaj Zeuthen
"ofte i bilen siger jeg indsigtsfulde ting"
Af Administrator
I august læser vi Nikolaj Zeuthens ”Sommerferiedigte”, en digtsamling med et digt for hver dag i sommerferien.
Det kan lyde banalt og kedsommeligt. Hvorfor skal du læse om bilture, vejret, Danland i Fåborg, hvor der er visne blade på trappen og man skal betale for alt i aktivitetsrummet? Hvorfor skal du læse om små ordudvekslinger og gøremål?
Det skal du fordi du ikke kan andet end at falde pladask for Zeuthens underspillede humor og selvironi, når han fx har været ”sjove far” og senere er ”udmattet af at have været sjov så meget”. Eller når de er på standen og der kommer sand på jordbærerne, og han spekulerer over, hvad det sted man har sine håndklæder og tasker og egentlig hedder –base? lejr? ”vi ligger herovre”.
”p.s. fandt feriecenterets fodbold
i det høje græs bag fodboldmålet
jeg leder iført langskaftede
og funktionelle gummistøvler
som Jonna har med hjemmefra
”det er min mands støvler”, har hun sagt til mig
og Maria har nu en teori om at manden er død
hvorfor skulle Jonna ellers donere
hans støvler til feriecenteret?
jeg vil undersøge det i morgen
med en henvendelse til Jonna
noget i retning af:
”hils din mand og sig tak for lån””
Nikolaj Zeuthen er forfatter til både noveller, romaner, tegneserier, skuespil og ikke mindst lyrik.
Han er er m.phil. i European Literature fra University of Cambridge og cand.mag. i Dansk fra Københavns Universitet, hvor han har taget en Ph.D.
Han er også skaklærer, vicevært og frontfigur i bandet Skammens Vogn.
Zeuthen er på mange måder det moderne familielivs digter, hvor små hændelser og trivialiteter bliver registreret og nedskrevet, ofte med en underspillet komik.
Nikolaj Zeuthen var månedens digter august 2023.