Månedens digter

Emilia Aasted

"jeg findes stadig"

Af Administrator

Emilia Aasted

Når du står med den blålilla bog i hånden, skal du vide at du ikke kommer igennem den, uden det knuger om hjertet. Det er en barsk fortælling, om en mor der får diagnosen mamma carcinom; brystkræft mens hun stadig ammer sit barn og hun bliver taget af understrømmen når frygten og sorgen trækker hende med ud og skyller hende op på land igen. 

Det er et modigt værk der undersøger angsten for at skulle dø fra sine børn, om et blødende hjerte, at skrige ud over sundet, skifte ble mens hun selv skider i bukserne, om at få at vide at hun gennemlever andres værste mareridt, om høstanemoner der bøjer sig i vinden, om kemo og om at tegne imaginære indigoblå beskyttende ringe om sin familie. 

”Mamma – i skal vide hvor jeg findes” er en stærk og ærlig debut, fuld af både angst og håb. 

Hvorfor sagde jeg det?

 

der er dage hvor jeg tror, at jeg selv har forudset

hvordan det hele ender

 

jeg sagde:

”jeg tror ikke jeg bliver særlig gammel, jeg har ikke et indre billede af mig selv som gammel, det har jeg aldrig haft”

 

det sagde jeg til Frederikke

da vi en forårsdag i marts gik på Sundby Kirkegård

da jeg var højgravid og gik med hænderne på min mave med Anna indeni

 

og så blev jeg kræftsyg

 

jeg blev så bange

 

det er den uhyggeligste samtale jeg nogensinde har haft

hvis jeg kunne ville jeg begrave de ord jeg sagde på kirkegården

i en blå kiste og skrive på gravstenen: 

 

her hviler en falsk forudanelse, her hviler ord, der ikke peger frem mod noget der faktisk sker, de bliver ikke til virkelighed. 


Du finder MAMMA og udvalgte citater på væggen ved digte, hvor du også kan hente et gratis bogmærke.