Ursula Andkjær Olsen

"Mit ansigt udadtil, dét vasker jeg i det, der strømmer forbi."

Af admin

Ursula Andkjær Olsen er en markant stemme i nyere dansk litteratur. Hun fletter en vifte af komponenter sammen i sine digtsamlinger, som mimer strukturer i klassisk musik. Sproget bliver en levende organisme, hvor tingene får betydning via de relationer, de indgår i.

Ursula er født i København i 1970, drømte om at blive pianist og gik til klaver hos Therese Koppel. Hun startede på medicinstudiet men endte med musikvidenskab og filosofi.

Fra 1997-1999 var Ursula elev på Forfatterskolen og siden debuten i 2000 med Lulu's sange og taler har hun udgivet over 15 værker, primært digtsamlinger.

 

”Det 3. årtusindes hjerte er et
sted med mange kamre,

 

kompliceret væsen med broer og passager til at

transportere legemer rundt i

stigende flygtige og flexible mønstre,

 

slot som

 

mennesker, dyr, guder,
arbejde, ensomhed,

bale og elfen

 

drager igennem.

 

Mit ansigt udadtil, dét vasker jeg i det, der strømmer forbi.”


Du finder månedens digter på væggen ved bibliotekets hovedindgang, hvor Ursulas lyrik i denne måned går i samspil med bibliotekets tema om væsner fra sagn og folketro.

Ursula Andkjær Olsen var månedens digter oktober 2022.