Amina Elmi

"poesien findes i alt vi har tabt"

Af admin

I januar læser vi digteren Amina Elmi og hendes debut ”Barbar [Tavshedens objekt]” der udkom i sommeren 2023 i efteråret modtog Bogforums Debutantpris. 


Juryforperson Gro Frank Rasmussen motiverede prisen til Amina Elmi med følgende ord:
 

”Barbar er en eksplosiv debut. En usmykket, frygtløs insisteren på at skære igennem tavsheden. For, som Elmi skriver: ”hvad er poesien til for hvis ikke den kan bære alle vores grusomheder, søster.” Digtsamlingen har vreden som hensigt, den insisterer på oprør, men den er også sårbar, den er åben, den er sorgfuld, den er håbefuld. Den indeholder flere bevægelser i sig: ”Jeg rækker ud til dig, jeg skælder ud på”, som der står. Elmi skriver med en moden autoritet, en uovertruffen sikkerhed, så man skulle tro, at hun slet ikke var debutant. Barbar rummer et intrikat lager af betydning. Elmi undersøger forbindelseslinjer til en historie, sprog, religion, identitet, en familie der er brudt op.”


Du finder Amina Elmis viltre citater på væggen ved digte på Frederiksværk Bibliotek i januar måned, hvor du også kan snuppe et bogmærke og låne ”Barbar [Tavshedens objekt]” med hjem. 

Amina Elmi var månedens digter januar 2024.