Sebastian – et portræt af en ener i dansk musik.

Foto Pia Tromborg
Thomas Ulrik Larsen - Foto Pia Tromborg
Knud Grabow Christensen, født 1949, er dansk musikhistories svar på eventyret om den grimme ælling. Den utilpassede, mutte dreng fra en splittet familie fandt ly i musikken i 1960’erne og var, som Sebastian, med til at vende op og ned på den hjemlige andegård.
Tid
19:00 - 21:00
Pris
Billet: 35 DKK
Sted
Gøgereden
Adresse

Torvet 41
3300 Frederiksværk
Danmark

Sebastian har som sangskriver overraskende mange ligheder med amerikanske Frank Zappa. De er begge kendt i den store offentlighed for deres lettilgængelige, iørefaldende, og til tider barnlige hitnumre. 

Men lige bagved findes de store ambitioner, det genrenedbrydende pionerarbejde og en stenhård kompromisløshed, som langt færre opdager.

De mange lag i Sebastians karriere bliver afdækket af Thomas Ulrik Larsen i et to timer langt koncertforedrag. Fortællinger, sange og baggrund om Sebastian og hans samtid rulles op, så det bagefter er svært bare at sige ”muh" til hele lortet, som Sebastian selv sammenfatter danskerens hyggementalitet i sangen om Den Lille Malkeko.

Malkeko eller ej, Sebastian er en af landets bedst sælgende solister nogensinde, og han har bevæget sig gennem visesang, folkrock, fusionsmusik og hjemme-electronica.

Koncertforedraget følger Sebastian frem til Skatteøen i 1986, hvorefter han gradvis krydsede over i musicalens verden. 

Sebastian har i sin karriere samarbejdet med sværvægtere inden for rock, jazz og klassisk musik. Men han har aldrig været holdspiller; og outsiderens liv er et af de temaer, der ofte dukker op i Sebastians sange. Sammen med emner som ægthed, rejsen mod lykken og spørgsmålet om, hvor langt man som kunstner vil gå for sin kunst.

To timers rejse i et højloftet og overraskende sang-univers med Thomas Ulrik Larsen som musikalsk guide.

Sebastian overraskede både publikum og ikke mindst Thomas Ulrik Larsen ved at dukke uanmeldt op på Farum Bibliotek til koncertforedrag om sig selv i februar 2020. Tilbagemeldingerne fra ”aftenens emne” var heldigvis særdeles positive. 
Thomas Ulrik Larsen er født og opvokset i musikbyen Roskilde og er en af Danmarks mest erfarne og efterspurgte musikformidlere.
Thomas Ulrik Larsen er cand.mag i musikvidenskab og pædagogik fra Københavns Universitet med speciale i rockmusikanalyse og rockhistorie. Han er en af landets kapaciteter indenfor britisk og amerikansk rock fra især 1970’erne samt dansk rock fra samme periode.