Sigbritt har været i praktik på biblioteket
Læs her hvordan hun synes det har været.
Af Administrator

Hvorfor har du valgt at komme i praktik på biblioteket?
Jeg kan godt lide når tingene går lidt stille og roligt. Det var en af de største grunde til at jeg gerne ville i praktik på et bibliotek. Så kan jeg også godt lide at læse og jeg arbejder allerede på et skolebibliotek, så det føltes trygt at komme et sted hen hvor jeg allerede kendte lidt til hvordan tingene gøres.
Hvordan har det været?
Det har været superhyggeligt. Dem der var på biblioteket var både søde og hjælpsomme. Det var meget dejligt at det gik stille og roligt, og at der ikke hele tiden skete noget stort eller der var larm.
Hvad har du oplevet og lært?
Jeg lærte, at der var noget meget mere teknisk over det hele, at flere ad de vigtige ting som også foregår på et bibliotek, også foregår bag en skærm.
Er der noget der har overrasket dig, eller har været anderledes end du forventede?
Det var rimelig meget som jeg forventede det. Det kom som sagt bag på mig at der var så meget teknisk bag det. Det overraskede mig også en lille smule at der hele tiden var folk der snakkede ude i biblioteket. De var ikke højlydte eller noget, men normalt er der jo mange der siger, at man skal være helt stille på et bibliotek.
Hvad har været sjovest?
Det sjoveste var nok at sidde til frokost. Jeg sagde ikke så meget, men det var på en eller anden måde også dejligt bare at lytte til de andres samtaler og høre om deres liv.
Hvilke bøger læser du selv?
Jeg læser rigtig meget Percy Jackson. Min yndlingsbog er nok "The last Olympian". Jeg læser også bøger om kvinder/ kvinderettigheder - hvordan kvinder har det og hvordan verden ser dem.
Vi siger tak for nogle gode dage med Sigbritt fra 8.B. Sophienborgskolen.