Udstilling: Billedkunstner & Tekstildesigner Hanna Lajer Højberg
Plakatudstilling på Frederiksværk Bibliotek frem til efter påske 2026
Af Anita Olsen
Plakatudstillingens motiver udspringer af de naturområder, jeg lever tæt på – landskaber jeg igen og igen vender tilbage til, og som har sat sig i både blik og krop. Hvert sted har inspireret til et originalværk – et maleri eller et grafisk tryk – hvorfra plakaterne er vokset frem som spor af det første møde.
Min glæde ved den lokale naturs stille skønhed ledsages dog af en underliggende uro. En fornemmelse af skrøbelighed, for midt i det sanselige og nærværende ligger bevidstheden om den klimabelastning, vi mennesker påfører planeten. I mine værker søger jeg dette spændingsfelt – mellem det fortryllende og det truede, mellem hengivelse og ansvar. Jeg arbejder undersøgende med både naturens poesi og dens sårbarhed, og lader modsætningerne stå side om side.
Plakaterne kan købes i mit atelier (uden ramme) til 150 kr. pr. stk. Kontakt mig på mobil 21 75 13 11 for at aftale et atelierbesøg på Helsingevej 138a (Sandet), 3300 Frederiksværk.
Jeg er uddannet tekstildesigner fra Danmarks Designskole og har gennem årene haft et kreativt arbejdsliv som freelance designer, selvstændig grafiker og kunstlærer på Vallekilde og Tisvilde Højskole. De seneste år har jeg arbejdet fuldtid som professionel billedkunstner og har udstillet maleri og grafik på flere censurerede udstillinger samt i en række kunstforeninger rundt om i Danmark. Jeg er optaget i KKS – Kvindelige Kunstneres Samfund.
Følg mig på Instagram eller Facebook for indblik i min kreative proces, og se flere værker på www.hannalajer.com