Biblioteksnissen er flyttet ind
Besøg Biblioteksnissen og hans venner - og følg med i bibliotekets julekalender
Af Administrator
Hver dag hænger vi et nyt afsnit op.
Der er også en lille nissequiz man kan besvare.
1. december - Den gamle bog
Det var en stille vintermorgen på biblioteket.
Udenfor dalede sneen blidt, og byens historiske gader lå dækket af et hvidt tæppe. Indenfor herskede en rolig stemning, man hørte kun lyden af blade, der blev vendt og dæmpede skridt fra bibliotekets besøgende.
Ingen vidste, at midt blandt hylderne boede Biblioteksnissen Rumle, en snu og godmodig nisse med en forkærlighed for historier og gamle myter.Rumle havde boet på biblioteket i mange mange år, og selvom hans nissebo var skjult, holdt han altid et vågent øje på bibliotekets besøgende.
Hans skjulested lå bag en gammel bog i bibliotekets fjerneste hjørne.
Bogen var stor og tung med en læderindbundet ryg og gyldne bogstaver, der næsten var falmet væk. Bogen var beskyttet af julemagi, og var derfor usynlig for mennesker.Denne morgen skete der noget uventet. Rumle vågnede ved en sagte raslen fra boghylden. Han smuttede ud af sit nissebo og opdagede en fremmed hånd røre ved hans bog. Et lille barn med nysgerrige øjne havde fundet den og strøg forsigtigt henover forsiden med de gyldne bogstaver.
Rumle, der normalt kun blandede sig i menneskenes verden, når det var strengt nødvendigt, vidste at noget var galt siden barnet kunne se bogen.Da barnet gik, listede Rumle frem og undersøgte bogen.
Den plejede at føles lun og levende, men nu var den kold og stille. Julemagien var slukket.
Han åbnede bogen med sin nissemagi og opdagede, at flere sider manglede – sider, der indeholdt gamle fortællinger om byens historie og myten om gårdboen.Rumle grublede og trak sig i sit lange skæg. Hvad skulle han gøre?
Og hvem kunne han dog spørge om hjælp?