NATUREN

Naturen i litteraturen er efterårets tema på Frederiksværk Bibliotek.

At mærke lyng under fødderne efter lang tids fravær er en af de dyrebareste glæder, jeg kender.  (Nan Shepherd)

Naturen har til alle tider virket både skræmmende og dragende på mennesket, og den er en evig inspirationskilde til skabelsen af kunst og litteratur. Naturen har en særlig evne til at puste til fantasien og vække eventyrlysten, den betager os med sine storslåede scenarier og overrasker os med hemmelighedsfulde mikrober. 

Naturen er samtidig et sted mange søger hen for at finde indre ro og reflektere over livet. Den bliver rekreativ, terapeutisk, en slags helligt rum sted mennesket tager hen for at finde sig selv igen. 

Mennesket har gennem tiderne forsøgt at tæmme og kontrollere naturen, og naturen har været set som en uudtømmelig ressource der kunne bruges løs af efter forgodtbefindende. Dette natursyn er i forandring, og er blevet erstattet af en stigende frygt for de ukontrollerbare naturkræfter der er vakt til live. Forskere forsøger stadig at begribe det forunderlige omkring os og forudse naturens næste træk, og alligevel formår naturen stadig at overraske med endnu ukendte arter eller økosystemer hvis sammenhænge endnu ikke er forstået. 

På Frederiksværk bibliotek har vi i efteråret ladet naturen kravle indenfor, med litteratur og oplevelser for både store og små. 

I kan opleve en række litterære arrangementer der både kredser om naturen som den grusomme hævner i Rasmus Daugbjergs roman ”Trold” og et bud, fra Charlotte Weitze og romanen ”Rosarium”, på hvordan mennesker og natur kan overleve i tæt organisk samspil.

Kom ind på Frederiksværk Bibliotek og gå på opdagelse i bøger om den både fortryllende og frygtindgydende natur og lad dig forundre.