pletskud - nye gode film

Pletskud

27.03.18
Så har Johanne igen købt nye spillefilm - se månedens pletskud her

Hvis du kan kaste dine fordomme om anime (japanske tegnefilm) over bord, kan jeg love at der venter dig store filmoplevelser forude.

Du kender de karakteristiske træk, de små næser, kæmpestore øjne og højoktan aktionsekvenserne fra mangaen. Men manga og anime er så meget mere end det, og disse tre spillefilm er hver især fremragende eksempler på animefilmens spændvidde og eksperimentale tilgang til den tegnede fortælling. Her findes både feberagtige drømmesekvenser, dvælen ved scenariernes skønhed og scener så hektiske som et raveparty. Slip din forudindtagethed, acceptér at du ikke vil forstå alt og flyd med på disse tre tegnede syretrip. 

"Your Name" og "Minder fra i går" er nyindkøb selvom sidstnævnte er produceret helt tilbage i 1991. Prinsesse Mononoke er med fordi den efter min mening er animefilmenes smukkeste mesterværk. Skal du kun se én anime, så se den!

Your Name (2017)
Et hvirvlende plot-twist slår filmen ud af kurs, og den går fra at være en munter forviklingskomedie om teenageliv og forelskelse, til at blive en mystisk-magisk fortælling om liv, død, kærlighed og selve det stof, tiden er gjort af.
Your Name er noget så uforudsigeligt og spektakulært genreblandende som en apokalyptisk tidsrejseromance om to teenagere. (Ekko)

Minder fra i går (1991)
Filmen har en romanagtig struktur som gennemgående skildrer en kvindes barndom og ungdomsliv med stor sensibilitet. Man skal ikke forvente et hæsblæsende eventyr. Men den opmærksomme tilskuer vil opdage et væld af skønne detaljer og få stof til eftertanke om eksistensens mange valg, om op- og nedturene i det lille mirakel, der kaldes et menneskeliv. (Ekko)

Prinsesse Mononoke (1997)
Miyazaki har fyldt sin fantastiske film med personer og scenerier, man aldrig glemmer. Der er både intens action og de smukkeste, rolige scener i skoven - scener, man aldrig glemmer, når man én gang har set dem. Alt i Prinssesse Mononoke er nøje udtænkt og tegnet i alle detaljer. Filmen er over to timer, men man keder sig aldrig, for der er hele tiden noget nyt og overraskende at se på. Kampen mellem menneske og natur er filmens tema - og man er ikke i tvivl om, at Miyazaki holder med naturen. 

Se alle nyindkøbte film her >>

Materialer