De bedste film på Filmstriben.dk

De bedste film på Filmstriben

17.03.20
Her følger et bud på nogle herlige film på Filmstriben - fordelt på fire kategorier. Filmstriben er nemlig en skattekiste fyldt med filmguld.

Igennem årene har Filmstriben taget mere og mere form af en sand filmskattekiste. Der er rigtig meget kvalitet i den kiste. Både i forhold til det smalle men også i forhold til det brede indhold. Både i forhold til fiktionsfilm og i forhold til dokumentarfilm. I forhold til film til børn, til unge og til voksne. Der er faktisk 2884 film på Filmstriben.

Det vil jeg gerne sætte fokus på i denne artikel. Jeg ved godt, at ikke alle vil være enige i mine bud, men det kan jo åbne op for spændende drøftelser. Smag kan man ikke diskutere, men det kan man til gengæld med kvalitet. Og jeg mener, at alle de film jeg nævner, på hver deres måde, har store filmiske kvaliteter. Mange af dem er også vigtige i forhold til at forstå filmhistorien. Alle filmene har, i min optik, også en stor underholdningsværdi - uanset om det er en sort/hvid film fra 1940 eller en kulørt superheltefilm fra 2013.

Artiklen er bestemt ikke tænkt som snobbet smagsdommeri, men skal blot opfattes som en introduktion til en vigtig filmisk skattekiste, som alle os har en mulighed for at dykke ned i.    

Her følger mine bud på fire gange ti film - 40 film i alt. Mange timers underholdning. Både den letbenede, den tankevækkende og den aktuelle form for underholdning.

Fiktionsfilm til voksne. Fiktionsfilm til børn, fiktionsfilm til unge samt dokumentarfilm. Alle filmene præsenteres kronologisk efter årstal, de ældste først. Til hver af filmene har jeg skrevet hvad der gør de enkelte film gode.

Ti af de bedste spillefilm til voksne:

Diktatoren (1940)

Charlie Chaplins’ største kommercielle succes. Vigtig da den kom ud, og den er stadigvæk et fornemt eksempel på politisk satire, på at en modig filmskaber turde stikke hånden ind i hvepserede. 

Rom – åben by (1946)

Neorealistisk italiensk mesterværk. Hjerteskærende og realistisk film fra et besat Rom. Den er stærk som enkeltstående værk, og den har haft en kæmpe indflydelse på måden, man efterfølgende lavede film på.

Det syvende segl (1956)

Bergmans hovedværk fra 1957 er meget mere end en historisk fantasy film, en skildring af middelalderen, hvor ridderen Antonius Block spiller skak med Døden. Det er en tidløs allegori.

Den store flugt (1963)

Fremragende fængselsfilm/krigsfilm og et eksempel på ægte gammeldags Hollywood-magi. En film der kombinerer det grusomme med det letbenede, en film der kan ses igen og igen med et fantastisk hold af skuespillere.

Dommedag nu (1979)

Coppola skildrede i 1979 både krigens og det menneskelige vanvid i dette mesterværk. Ambitiøs, nådesløs, og kynisk filmatisering af Joseph Conrads hovedværk Mørkets hjerte.

The Terminator (1984)

Her spillede alt sammen for James Cameron: Historien, manuskriptet, skuespillet, effekterne og musikken. Resultatet er en dyster, atmosfærisk og underholdende action- og science fiction-film, der ubetinget er en moderne klassiker.

RoboCop (1987)

Paul Verhoevens beskidte mesterværk fra 1987 er en omgang fyrstelig underholdning, som bag den banale action-/hævn-historie har en underfundig og meget intelligent samfundssatire.

Mine aftener i Paradis (1988)

En smuk hyldest til filmen som medie, til biografen som samlingssted og samtidig en fremragende kærlighedsfilm og et fornemt drama.

The Player (1992)

En satire over filmindustrien, spækket med gæsteoptrædener og med et imponerende ensemble-cast. Muligvis Robert Altmans bedste film – og det siger ikke så lidt!

Kapernaum (2018)

Filmen er en nådesløs skildring af livet som gadebarn. Midt i det menneskelige forfald og den meget triste fortælling, stråler Zain som en lille sol, en lille stjerne, det menneskelig håb der ikke kan slukkes. Fremragende.   

Ti af de bedste film til børn:

Pippi stikker af (1970)

Eventyr for hele familien – baseret på den populære tv-serie som var baseret på Astrid Lindgrens fremragende fortællinger. Et ægte eventyr for børn og barnlige sjæle – og en nostalgisk oplevelse for de voksne.

Emil fra Lønneberg (1971)

"EEEEMIIIIL", ja, her har vi at gøre med rendyrket guf fra en fjern fortid. Mine børn på syv, ni og elleve, elsker også Emil fra Lønneberg, som stadigvæk fremstår som fornem underholdning for børn og barnlige sjæle. Baseret på Astrid Lindgrens fortællinger.

Brødrene Løvehjerte (1977)

Filmatiseringen af verdens bedste børnebog – og en af de bedste bøger i det hele taget. Filmatiseringen er ikke på samme niveau som Astrid Lindgrens roman, men der er stadigvæk tale om fin, fin film.

Kirikou og troldkvinden (1998)

Herlig animationsfilm der henter inspiration fra den afrikanske folklore. Skæv, anderledes og meget underholdende.

Mirakel (2000)

Dansk børnefilm-musical, velspillet og morsom med et fornemt manuskript af selveste Kim Fupz Aakeson.

Orla Frøsnapper (2011)

Et mirakel af en animationsfilm baseret på Ole Lund Kirkegaards roman af samme navn. Den indfanger både ånden og karaktererne på fornemste vis.

Otto er næsehorn (2013)

Ole Lund Kirkegaards fortælling om et noget specielt næsehorn får nyt liv i denne glimrende animationsfilm.

Antboy (2013)

En herlig dansk superheltefilm baseret på Kenneth Bøgh Andersens romanserie af samme navn. Den danske humor, og hygge, spiller fornemt sammen med superheltegenren.

Paddington (2014)

En vidunderlig film, rørende, morsom, velspillet og med fremragende effekter. Den klassiske britiske fortælling om bjørnen Paddington - nu i nye smukke klæder.

Paddington 2 (2017)

En rendyrket mesterværk. Det sker sjældent, men her er et eksempel på en to’er, som faktisk er bedre end den første - som også var en fremragende film. Kan nydes af alle aldersgrupper og kan ikke anbefales nok.

Ti af de bedste film til unge:

Menneskedyret (1995)

En moderne fabel fuld af poesi og drømmeagtige billeder. Den hårde realisme møder magisk realisme, når den 10-årige Frederik ”forvandles” til menneskedyret. En anderledes og ambitiøs dansk film.

Fucking Åmål (1995)

En af nyere tids bedste ungdomsfilm. Hård, ægte og tankevækkende. En film der virkelig formår at skære ind til benet, en film der, uden glamour, fortæller om det at være ung. Lige så aktuel nu, som da den udkom for 25 år siden.

Bagland (2003)

Et rapkæftet brag af en ungdomsfilm. Velspillet, autentisk, hård, et stærkt portræt af rodløse unge i velfærdssamfundets udkant.

Lilja 4-ever (2004)

Velspillet, barsk og tankevækkende film om menneskesmuglere, der sælger unge piger til prostitution. Ikke for sarte sjæle men en vigtig film, der tager favntag med virkelighedens mørke sider.

This is England (2007)

Kompromisløs, smuk og lun film om at vokse op i 1980'ernes England, om at være ung og blive tiltrukket af noget vildt og voldsomt.

Kriger (2011)

Den 14-årige Svenja vil gerne være med i de nynazistisk gruppe og ser op til ballademageren Marisa. Et stærkt drama, et stærkt portræt af det at være ung.

Team Hurricane (2017)

Otte glimmeranarkister og punkprinsesser er hovedpersonerne i denne stilistisk overrumplende og anderledes film, som indfanger essensen i det at være ung.

I Kill Giants (2017)

Fantasyfilm baseret på tegneserien af samme navn. Magisk realisme møder fremragende effekter og gode skuespillere i denne fine, fine film af danske Anders Walter.

Landet af glas (2018)

Stemningsfuld, velspillet og utrolig flot dansk fantasyfilm. Det er den slags fantasyfilm, hvor vores egen verden, her en klassisk socialrealistisk dansk verden med et trist dødsfald i familien, møder noget magisk.

Hacker (2019)

Et godt bud på en spændingsfilm for hele familien. Der er også et fint moralsk lag, om IT og politik, som man kan tale om med børnene bagefter.

Ti af de bedste dokumentarfilm:

Man on a Wire (2008)

Den 7. august 1974 spændes en line ud mellem World Trade Centers to tårne. Herpå bevæger Phillippe sig ud mellem tårnene. Åndeløst spændende dokumentarfilm, en hyldest til det at drømme stort.

Sicko (2007)

Sygeforsikringsindustrien og medicinalindustrien tjener styrtende med penge i USA, samtidig med at en stor del af befolkningen risikerer at blive ruineret, hvis de skal betale for et hospitalsophold. Skarp og meget aktuel dokumentarfilm – lige nu mere aktuel end nogensinde før.

Bobby Fischer against the World (2011)

Amerikanske Bobby Fischer satte i 1972 russeren Boris Spasskij stævne i en nervepirrende match på skakbrættet. Det blev starten på Fischers store nedtur. Spændende, rørende og gribende.

The Act of Killing (2012)

Da den indonesiske hær kupper regeringen i 1965, sætter de en flok småkriminelle sortbørsfuskere til at lede dødspatruljerne. Trods et drabstal på 1 mio. indbyggere er disse folkemordere aldrig blevet stillet for retten. Mesterlig. Man bør efterfølgende se The Look of Silence.

The Look of Silence (2014)

Man bør starte med at se The Act of Killing. Optikeren Adi blev født kort efter det indonesiske folkedrab i 1965. Han har aldrig kendt sin storebror, der blev dræbt af dødspatruljerne. Men da Adi ser dokumentaren The Act of Killing, hvori bødlerne rekonstruerer deres ugerninger, udpeger han den mand, som slog hans bror ihjel. Mesterlig.

Amy (2015)

Den meget talentfulde musiker; Amy Winehouse blev kun 27 år gammel. Dette er et meget stærkt og nuanceret portræt af en meget speciel kvinde.

I Am Not Your Negro (2016)

Elegant formidlet og med et meget stærkt og sprængfarligt indhold. Et eksempel på, hvordan vi kan spejle nutiden i fortiden, og et eksempel på at racisme ikke er et overstået kapitel. En intellektuel sag som er formidlet, så alle kan være med. Imponerende.  

Ex Libris - The New York Public Library (2017)

Tre en halv time om et verdens vigtigste biblioteker. Behøver jeg sige mere?

Bergman, et år, et liv (2018)

Et formidabelt kunstnerportræt af en af filmhistoriens største skikkelser. Bergman var en meget kompleks mand, og det afsøger denne dokumentarfilm til perfektion.  

Cold Case Hammarskjöld (2019)

En fremragende, intelligent og meget underholdende dokumentarfilm. Man føler, som tilskuer, at man er med mens de store afsløringer sker. Imponerende bedrift, noget af det bedste set fra en dansk dokumentarfilmskaber.  

/Jacob Krogsøe, cand. Mag i Filmvidenskab og kommunikatør på Randers Bibliotek

Oprindeligt skrevet af Randers Bibliotek.