Paranormal romance – den overnaturlige kærlighed

10.12.21
Til dig, der elsker romantiske fortællinger, men som godt kunne tænke dig at læse noget, som du måske ikke plejer at gøre!

Forelskelse kan være svær nok under normale omstændigheder, men når den ene af de involverede ikke engang tilhører den menneskelige race, opstår der helt nye komplikationer. Med amoriner i luften, dykker vi denne gang ned i subgenren man kalder paranormal romance.

Hvad er paranormal romance?

Paranormal romance er en genrehybrid, som befinder sig et sted mellem fantasy, science fiction og romance, og derfor betragtes som en undergenre til alle tre. Det er dog primært slægtskabet med fantasy, der har fået overtaget i de senere år, med enkelte afstikkere til science fiction. 

Det skyldes især paranormal romance-genrens nære slægtskab med urban fantasy, som indimellem gør det svært at adskille de to genrer fra hinanden, da de ofte har mange af de samme elementer tilfælles. Det kan for eksempel være en nutidig placering i en verden, der ligner vores, men med hekse, varulve og vampyrer. Men hvor plottet i urban fantasy tager udgangspunkt i en opgave eller et mysterium, der skal løses, og kampen mod det onde, så er det netop kærligheden og forelskelsen mellem hovedpersonerne, der er kernen i paranormal romance. 

Midten af 1980’erne

Genren brød igennem i midten af 1980’erne, og er i dag utroligt populær. Ikke mindst på det amerikanske marked, hvor der udkommer flere hundrede paranormal romance-titler årligt. Udover urban fantasy, science fiction og selvfølgelig romance-genren, kan paranormal romance også spore sine rødder tilbage til 1800-tallets gotiske fortællinger om primært vampyrer. De gotiske fortællinger lagde dog mere vægt på gyset end på kærligheden, og hvor historierne sjældent endte lykkeligt. Vampyrer spiller også i dag en dominerende rolle indenfor paranormal romance-genren, hvor de dog er blevet langt mindre skræmmende, og en hel del mere sexede, end de var i 1800-tallet. 

Genrens kendetegn

Kendetegnene for paranormal romance er, udover det altoverskyggende kærlighedsplot, mødet med og kærligheden til det overnaturlige. Universerne kan være mere eller mindre udbyggede, og magien mere eller mindre tilstede, men hovedplottet er altid mødet mellem et tilsyneladende helt almindeligt menneske (som halvfems procent af tiden er af hunkøn) og et overnaturligt væsen i form af en vampyr, varulv, dæmon, engel, gud eller, i enkelte tilfælde, et rumvæsen. Temaet er så den umulige og farlige kærlighed der opstår imellem dem. Ofte krydret med et trekantsdrama, og, afhængigt af målgruppen for bøgerne, mere eller mindre erotiske sekvenser. Især vampyrer er godt repræsenteret, mens andre væsener, med undtagelse af på YA-hylderne, endnu ikke har fået helt den samme læserskare på dansk. Og så ender historierne i langt de fleste tilfælde godt. Dog først efter, at personerne har måttet gå grueligt meget igennem, ofte gennem flere bind!

10 paranormal romance-anbefalinger

Som tidligere nævnt er der, i hvert fald på det danske marked, en overvægt af paranormal romance-bøger med vampyrer i hovedrollen, hvilket også kan ses af nedenstående anbefalinger, men det er også lykkedes mig, at finde et par historier med andre væsener i hovedrollen. En enkelt af serierne er endnu ikke oversat, men de andre findes på dansk, og alle kan bestilles på biblioteket. 

Twillight

Et af de nok mest kendte eksempler på paranormal romance er Twilight-serien af Stephenie Meyer, hvor menneskepigen Bella forelsker sig i vampyren Edward. Igennem fire bind kæmper de for deres kærlighed, og undervejs må de begge gå grueligt meget igennem. Omdrejningspunktet for historien er kærligheden mellem de to hovedpersoner, og uden kærligheden, ville hele plottet falde fra hinanden. 

Sookie Stackhouse

Et andet kendt eksempel, for en lidt ældre målgruppe, er Sookie Stackhouse-serien af Charlaine Harris, bøgerne bag tv-serien True Blood. Den menneskelige, men telepatiske Sookie forelsker sig i vampyren Bill, og vi følger de problemer, det bringer med sig. Plottet er her en anelse dybere end i Twilight-serien, og universet mere udbygget, men det er stadig kærligheden, der er det bærende plot. 

Black Dagger Brotherhood 

J.R. Ward har skrevet denne efterhånden meget lang, paranormal romance-serie, hvor man følger et nyt par for hver bog. Her må hovedpersonerne kæmpe for deres kærlighed i en verden af vampyrer, halvvampyrer og intriger. Og så er der masser af sex undervejs! 

Dødefolket

En dansk paranormal romance-forfatter er Aura Isolde med serien Dødefolket, hvor Rebecka må kæmpe for sin sjæl mod dødemanden Diego. Heldigvis får hun hjælp af oprøreren Nick, men hvem af dem kan hun stole på? 

Skaberens våben

Marie-Louise Rønning har skrevet serien Skaberens våben, som balancerer på grænsen mellem urban fantasy og paranormal romance. Mens kærligheden mellem heksen Victoria og tusmørkebarnet Matthew er i forgrunden, så får historien dybde af et underliggende plot om kampen mellem tusmørkebørn, vampyrer og lysets kvinder og et gennemført og veludbygget univers. 

Sjælevært

I Sjælevært af Christina Bonde forelsker Celina sig i et spøgelse, og det bliver livsfarligt, for ondskaben lurer. I modsætning til de fleste andre af de nævnte titler, er denne rettet mod de yngre YA-læsere, men kan bestemt også læses af voksne læsere.

Beautiful Creatures

En serie af Margaret Stohl og Kami Garcia som har kærligheden mellem heksen Lena og den helt almindelige fyr Ethan, som omdrejningspunkt.
De to må kæmpe for deres kærlighed OG kæmpe mod de onde hekse i Lenas familie, men OGSÅ mod Lenas egen mørke side. Så det er ikke helt nemt. Serien er utroligt atmosfærisk, og såvel personer som universet, er levende beskrevet. 

Lux

En af de få paranormal romance-serier med rumvæsener i hovedrollen, er Lux-serien af Jennifer L. Armentrout. Her falder den 17-årige Katy for sin nye nabo, hvilket giver hende en hel del problemer på halsen, da det viser sig, at fyren er et rumvæsen! Ikke lige, hvad hun havde regnet med. Serien er endnu ikke oversat til dansk. 

Shiver

Også varulve spiller en stor rolle indenfor paranormal romance, og i Shiver-serien af Maggie Stiefvater forelsker Grace sig i varulven Sam. De to må kæmpe for kærligheden, og søge en kur, før Sam forvandles til en varulv for altid. 

Kissed by an Angel

En anden populær kærlighedsinteresse indenfor paranormal romance er engle. I Kissed by an Angel-serien af Elizabeth Chandler mister Ivy sin store kærlighed, Tristan, i en bilulykke, og samtidig mister hun troen på engle. Det giver udfordringer for Tristan, som efter døden er vågnet op som engel, med en mission om at beskytte Ivy fra de onde kræfter, der er efter hende. Kan kærligheden imellem de to overleve Tristans død? Og er der overhovedet en fremtid for dem? 

Oprindeligt skrevet af kbl, Esbjerg Kommunes Biblioteker.

Materialer