"Jeg ved noget om historier"

22.08.22
Kasper Sørensen fra Fortællekunsten gæster VÆRK

Vi har den glæde at byde velkommen til Kasper. Vi kender Kasper fra "Fortælletid" som du kan lytte til hjemme i stuen.

Du kan møde Kasper på VÆRK - lørdag d. 24. september kl. 10.00, det er helt gratis og for børn fra 5 år og op  - Husk at hente din billet.

Kasper fortæller lidt om sig selv:

Fortællingerne har bragt mig verden rundt. Jeg har været i det meste af Danmark, heldigvis, og har dertil skabt et internationalt ry og turneret, undervist og optrådt på festivaler bl.a. i Finland, Irland, Japan, USA, Sverige, Norge, Wales, England, Iran, Wales og Tyskland.

Jeg har optrådt mere end 2600 gange professionelt. Og undervist mere end 800 gange i fortælling. Det er foregået blandt andet… På flere universiteter, fx 10 år på RUC, som ekstern lektor i mundtlig formidling, med speciale i storytelling. Jeg har undervist for stat og kommune, på Christiansborg, CBS, Kronborg, Arbejdermuseet, Museumsformidleruddannelsen, Københavns Professionshøjskole, Christiania, folkeskoler, og altid på BestTellers Scene og kursusrække for folk der vil dybt og godt i gang med fortælling.

Jeg har flere gange vundet Nordiske mesterskaber for hold i Story Slam, sammen med Per Helge Sørensen, Anette Vilhelm Jahn og André Andersen.

Jeg har lavet en verdensrekord i fortælling med bl.a. Hans Laurens og Carsten Islington, hvor vi fortalte 100 timer i træk, uden pauser eller gentagelser.

De mest meningsskabende timer har været alle timerne i de 14 år, jeg var husfortæller på Rigshospitalets mange børneafdelinger. Jeg har selv skrevet 5 Teaterstykker og er medforfatter til MAND og Djøf Med Løgn # 1, 2, 3 og snart også nummer 4, med premiere i oktober 2020.

Jeg er co-producent og forfatter til endnu en forestilling der har premiere i april 2020, med titlen ”Alt det som Inger ser”. Glæd jer… De mest lykkelige timer som fortæller har jeg dog haft hjemme, på sengekanten ved puttetid, når det var Alfred - og siden Storms tur - til at få godnathistorier. Det må være konklusionen, essensen af det jeg har lært af livet som fortæller – de vigtigste – det er dem du fortæller for dine børn. Og det behøver du ikke mig for – bare gå i gang.

Tags