Efterårets tema - vikinger og mytologi

30.08.21
Nu vil lyden af dit bibliotek gjalde som en viking der blæser i sin lur.

I september og oktober genlyder biblioteket af suset fra vikingernes og mytologiens verden, og vi har sat et program spækket med oplevelser og litteratur.

Når du besøger biblioteket vil du ikke kunne undgå at få lyst til at snuppe en bog om vikinger eller mytologi med hjem, og nu kan du også sikre dig en billet til et af vores vikingearrangementer.

Oplevelser

Der vil være oplevelser for enhver smag, uanset om dine smagsløg kalder på mjød eller mad over bål, tilberedt med urter og andet godt, du selv har sanket. Vi har også sendt bud efter ægte vikinger, som du vil kunne se i en rasende kamp, der kommer en frisør der kan sætte dit hår som en vikings og en fortæller som kan gøre historierne om de nordiske guder levende.

Når du besøger biblioteket

I børnebiblioteket i Frederiksværk kan du kravle ind i historiehulen og lytte til nordiske myter i bålets skær. Du kan sætte dig ved tegnebordet både i Hundested og Frederiksværk og tegne en fra den nordiske mytologi, og hvis du afleverer dit kunstværk på biblioteket, bliver det udstillet og du deltager i konkurrencen om at vinde en af de flotte bøger om vikinger.