Bliv deltager på Halsnæs Bogfest

14.08.17
Er du lokal forfatter, har du et forlag eller arbejder du med bøger - så vær med til Halsnæs Bogfest

Kære forfatter / forlag / boghandler

Som du måske har set i den lokale presse, afvikles i år for første gang en Halsnæs Bogfest. Det foregår på Frederiksværk Bibliotek lørdag 21. oktober 2017 kl. 10-18. Det bliver en dag med oplæsning, oplæg, musik, teater og meget andet for hele familien.

Vi vil gerne give lokale forfattere, forlag og bogfolk mulighed for at præsentere deres bøger. Det er gratis at booke en udstillingsstand – eneste betingelse er at man har hjemme i Halsnæs Kommune og at det man præsenterer, har med bøger at gøre.

Fra standene må kun sælges bøger eller produkter i tilknytning til bøgerne. Det er tilladt at servere kaffe og snacks på standen, men altså ikke at sælge det.

Det forventes at standen er bemandet i hele Halsnæs Bogfests åbningstid. Det er ikke tilladt at pakke sammen før kl. 18. Stadeholderen står selv for etablering og oprydning af stadet.

 

Biblioteket tilbyder:

Adgang for udstillere fra fredag 20. oktober klokken 14. Vi lukker biblioteket for offentligheden fredag klokken 14, også for selvbetjent åbningstid, til lørdag morgen kl. 8, så alting opbevares bag låste døre. Det er også muligt at stille sin stand op lørdag morgen ml. kl. 8 og 10.

Biblioteket råder over et antal opslagstavler og udstillingspodier. Desuden et antal borde på hjul (60 X 110 cm). Hvis du ønsker at låne en eller flere af disse ting, skal du kontakte bibliotekar Rubina Afzal  på mail: ruaf@halsnaes.dk.

Tingene fordeles efter først til mølle princippet.

Du vil i rimeligt omfang kunne låne sakse, tape, kuglepenne, printer, limstift, nåle, tommestok og vaterpas. Udstillere medbringer selv hvad de har brug for i form af f.eks.:

Papir, karton og bærbar PC/tablet. Der er adgang til elektricitet, men man skal selv medbringe forlængerledning og stikdåse.

 

Tilmelding til Rubina Afzal på mail: ruaf@halsnaes.dk  inden 15. september 2017.

Hvis du har spørgsmål eller problemer, der skal løses på selve bogfesten, kan du henvende dig til din kontaktperson.