Forsider af bøger

100 år med Ib Spang Olsen

16.04.21
Som led i Halsnæs bibliotekernes 100 tema, der løber i april og maj måned, præsenterer vi Ib Spang Olsen.

Ib Spang Olsen (ISO) var født i 1921 og døde i 2012. Han var uddannet folkeskolelærer (1943) og fra Kunstakademiet (1945-48).

Han er kendt for sine illustrationer i mange forfatteres bøger. Især er han kendt for illustrationerne til Halfdan Rasmussens børnebøger, som Halfdans ABC, Tante Andante og mange flere.


ISO udgav også selv børnebøger f.eks. Drengen i månen, Kiosken på torvet, Mosekonens bryg og Pjer Brumme.


Han er blevet kaldt fabuleringens mester. Han ser med barnets øjne og husker, at det vigtigste ved en historie og en tegning er det, der sker i hovedet på den, der læser og ser. Hans billeder er gådefulde rum, hvor man selv kan digte videre.


ISO har gendigtet og illustreret gamle folkeviser og eventyr. Her kan nævnes Min tjeneste hos Bjergmanden, Den store krage og Atten viser om kvinder og mænd.


Litteratur for voksne har ISO ligeledes illustreret flittigt som Danmarksfortællinger af Ebbe Kløvedal Reich, digtene Det værste og de bedste af Søren Ulrik Thomsen, Regnens harpe af Halfdan Rasmussen.


Udover at være kendt for sine illustrationer til bøger, har han været engageret i den samfundspolitiske debat og tegnet mange plakater til en række organisationer og sager, f.eks. Børnehjælpsdagen, oplysningskampagner, museer og forestillinger. Plakaternes stil er frodig, fabulerende og rustik med en underfundig og krøllet streg.
 

Ib Spang Olsen havde et særligt forhold til nisser, som det kan ses i kortfilmen ”En lille film om nisser” som kan du kan se på Filmstriben

Nivaagaards Malerisamling udstiller i efteråret 2021 hans kendteste og mere overraskende værker

Tags
Materialer