Genfærd og andre dødsvæsner

29.09.22
Hvad forskellen er på et genfærd og en genganger, og hvordan du slipper af med dem?

Historier om genfærd har til alle tider fascineret og skræmt os mennesker, og de fleste kender til fortællinger om spøgelser, gengangere, gespenster, ånder, poltergejst eller genfærd, som har fået vores nakkehår til at rejse sig. Ordet vækker associationer til en tåget kirkegård ved nattetide, raslende kæder, en skikkelse svøbt i hvidt, et pludseligt temperaturfald, blafrende lys og ting der på uforklarlig vis skifter plads.

Uanset hvad de kaldes, har væsnerne det til fælles, at de er dødsvæsner, det kan være en ånd eller et dødt menneskes sjæl, der spøger fordi de ikke kan finde hvile. Ofte spøger de på steder, der betød noget for dem, før de døde, og der ligger altid en tragisk historie forud for deres gengangeri.

Fortællingerne stammer fra mundtlige overleveringer fra gamle sagn og folketro. Man finder også historier om genfærd i nedskrevne kilder, både i Bibelen, hvor Jesus genopvækker døde Lazarus stinkende lig, og hos romeren Plinius den yngre, som levede fra år 61-113 og hvis breve man stadig kan læse. Her fortælles der om et genfærd, der om natten raslede med lænker og viste sig i skikkelse af en gammel mand med langt skæg og strittende hår. Genfærdet bevægede sig hen til det sted hans jordiske rester lå begravet, hvorefter det opløste sig. Fortællingen lyder at da man gravede på stedet fandt man knogler, som man derefter begravede på behørig vis. Derefter ophørte spøgeriet. Denne fortælling er nærmest blevet en skabelon for senere spøgelseshistorier verden over.

Sjælens ekko eller omvandrende lig

I dag bruger man ordene genfærd og genganger om samme væsen, men i middelalderen skelnede man skarpt mellem dem: Genfærdet var noget uhåndgribeligt, en slags ekko af den dødes sjæl og udgjorde ikke nogen egentlig fare. Det optrådte ofte, hvis døden var indtruffet under mystiske eller tragiske omstændigheder, og kunne have et ønske om at hævne en uretfærdighed eller advare de efterladte mod foreståender farer. Gengangeren var.. -ja, gengangeren var ”resten”. Altså kroppen. Det som blev tilbage efter sjælen eller ånden var borte. Det vil sige at en ganganger blev betragtet som en slags omvandrende lig, en levende død, eller med et nyere ord: en zombie. Gengangeren rejste sig fra graven for at terrorisere og plage de levende, og disse dæmoniske skabninger kunne finde på at jage og dræbe mennesker, æde deres kød eller drikke deres blod.

Hvis man graver i de gamle nordiske sagn, finder man væsner som ikke alle har hørt om; kender du eksempelvis til de livsfarlige myrdinge? En myrding er et af de mest ondskabsfulde væsner, du kan forestille dig. Det er en ganganger af et udøbt barn, myrdet af dets egen mor, som nu kommer tilbage for at hævne sig. Andre navne for myrdinge, kunne være glumsøer, gravsøer eller natravne.

I de gamle norrøne fortællinger, fx i Sagaen om Gretter den stærke berettedes der om fårehyrden Glam, som blev genganger som straf for hans synder. Hans døde krop lod sig ikke flytte fra heden, og blev derfor overdynget med sten til en dysse. Han optrådte i skikkelse af en stor mand med ulvegråt hår og udstående øjne, og han hjemsøgte egnen så fælt, ved at banke og flå i hustagene om natten og lave så meget ravage, at folk var ved at gå ud af deres gode skind. Da man tilmed fandt hans efterfølger, den nye fårehyrde, død ved siden af Glams dysse forværredes hjemsøgelsen. Normalt var middelalderens gengangere nærmest uden bevidsthed, men Glam var et atypisk spøgelse, han var temmelig højlydt og snakkende, og kunne udtrykke sig i komplekse og poetiske sætninger. Til sidst besluttede helten Gretter at gøre noget ved sagen og lagde sig på lur. Først da han fik hugget Glams hoved af og placeret det mellem hans knæ, stoppede spøgeriget endeligt.

Manepæle, stål i kisten og afdøde med tællemani

Frygten for de dødes tilbagevenden har resulteret i et utal af ritualer. Nogle ritualer skulle forhindre de døde i at genopstå, nogle skulle beskytte mod allerede eksisterende gengangere, og andre ritualer skulle tilintetgøre gengangeren. Metoderne er lige så fantasifulde som fortællingerne om, hvorfor den døde går igen.

At bruge en træpæl, en såkaldt manepæl, til at gennembore ligets krop eller hoved, kunne både udføres forebyggende og for at gøre kål på en allerede eksisterende genganger. Men kunne også bore pælen i jorden oven på graven, så den døde ville spidde sig selv i forsøget på at komme op. En forebyggende metode var at begrave den døde med ansigtet nedad, hvilket ville resultere i, at den døde gravede sig længere ned i jorden i stedet for op. En anden metode var at stikke et søm eller en nagle af hvidtjørn gennem ligets hud, og derved lave et hul der kunne fungere som ventil, så djævlen ikke kunne puste kroppen op. Det er også set, at man bandt benene sammen på den døde, eller gennemborede ligets fodsåler med nåle, for at forhindre det i at rejste sig og begyndte at vandre omkring. Som i sagaen om Gretter den stærke, var det også brugt at grave liget op, hugge hovedet af den døde, for derefter at placere det mellem benene eller i kistens fodende.

Mere fredelige ritualer, der havde karakter af husråd, fandtes også; man kunne sætte en nål op over husdøren, eller placere en genstand lavet af stål, som fx en saks, et plovskær eller en le ovenpå selve liget i kisten, da stål blev betragtet som et universelt middel imod fjendtlige overnaturlige væsner. Hvis man førte kisten ud af et vindue, troede man også at den døde ikke ville kunne finde tilbage. Uvist af hvilken årsag, troede man at de døde led af tællemani, og man placerede derfor en pose gryn i kisten og bad den døde tælle dem. Et af de mest brugte husråd, var at strø hørfrø om huset i håbet om at genfærdet eller gangangeren ville give sig til at tælle dem eller samle dem sammen, og derved var beskæftiget indtil hanen galede, og den døde var tvunget til at vende tilbage til sin grav.

Uanset hvor dramatiske foranstaltninger man end træffer, viser historierne at der ingen garantier er. Genfærd og gengangere forekommer at være lige så uundgåelige som døden selv.

Tags
Materialer